Synes godt om vores Facebook side

5 Sebastian Vettel

Foto: F1.com

Scuderia Ferrari
Alder: 28 år
Fødested: Heppenheim, Tyskland
Bopæl: Schweiz
Højde: 174 cm
Vægt: 64 kg
Formel 1-debut: 2007
Antal løb (før 2016): 158
Bedste placering: 1
VM-titler: 4 (2010-2013)
Grand Prix-sejre: 42
Pole Positions: 46
Antal gange på podiet: 79
Tidligere teams: BMW Sauber, Toro Rosso, Red Bull
Webside: www.sebastianvettel.de
Tyskland

Das Wunderkind aus Heppenheim imponerede alle ved sin debut i USAs Grand Prix i 2007 da han afløste en skadet Robert Kubica hos BMW Sauber efter Kubicas store uheld i Canada.

Forud for debuten havde Vettel vundet Formel BMW ADAC-serien i 2005. I 2006 havde han opnået en andenplads i Formel 3 Euro, og efter stabile præstationer i Formel Renault 3.5 slog BMW Sauber til og gav den unge tysker chancen. Vettel gik til opgaven med bravour og tog en 8. plads. Dette første frem til, at han et par måneder senere overtog Scott Speeds sæde hos Toro Rosso for resten af sæsonen, hvor det blev til i alt 8 løb og 6 point.

Vettel fortsatte i 2008 hos Toro Rosso og takkede for tilliden, da han i et regnvejrs-løb på Monza tog sin første og Toro Rossos hidtil eneste sejr efter at være startet fra pole position.

Det førte i 2009 til en “forfremmelse” til storesøster-teamet Red Bull. Han tog teamets første pole og sejr i Kinas Grand Prix. Vettel viste sig hurtigt bedre end teamkammerat Mark Webber og formåede med tre yderligere sejre at ende som nummer to i kører-VM efter Jenson Button og Brawn GP, som havde vist sig overlegne gennem det meste af sæsonen.

Vettel førte kun VM-stillingen én gang i 2010 – og det var til sidst! Efter at have ligget på baghjul gennem hele sæsonen tog Vettel sejren i sæsonfinalen i Abu Dhabi. Da Fernando Alonso kun opnåede en 7. plads, sluttede Vettel øverst i tabellen, kun fire points foran spanieren med teamkammerat Mark Webber på 3. pladsen.

Vettel genvandt titlen i 2011, hvor han var suveræn gennem hele sæsonen. 11 sejre og kun to gange endte Vettel udenfor podiet. Sæsonen 2012, derimod, blev et hårdere år. Red Bull kom sløvt ud af starthullerne og Vettel lå kun på en fjerdeplads godt inde i sæsonen. Men så fik Red Bull endeligt spark i bilen, og Vettel tog 4 sejre i træk. I det sidste løb i Brasilien kolliderede Vettel i starten med Bruno Senna, men formåede dog at kæmpe sig op på en 6. plads. Dette var nok til at slutte 3 points foran Fernando Alonso i VM. Vettel tog dermed tredje titel i træk.

2013 var Vettels bedste år. Med 13 sejre smadrede han al modstand. Sæsonen vil nok bedste huskes for Vettels ignorering af en teamordre i Malaysia der gjorde at han snuppede sejren foran teamkammerat Mark Webber. Dette førte resten af sæsonen til iskold luft mellem de to og Mark Webbers exit fra Formel 1.

2014 blev endestationen for den fremstormende succes. Med de mange nye regelændringer i sporten hvad Vettel svært ved at tilpasse sin kørestil til de nye og langsommere biler. Samtidig blev han presset af sin nye holdkammerat, Daniel Ricciardo. Endnu en australier – men denne gang måtte Vettel trække det korte strå. Med Mercedes’ dominans tog Red Bull kun tre sejre det år. De tilfaldt alle Ricciardo som sluttede sæsonen som nummer 3. Vettel sluttede bare som nummer 5 med med tre tredjepladser som bedste resultat.

Det førte til at Vettel søgte nye udfordringer og sluttede sig til Kimi Räkkönen hos Ferrari, som trængte til et frisk pust. Det bragte Vettel i den grad med sig. Med tre sejre var og yderligere 10 podieplaceringer sluttede han som samlet nummer 3 i VM. Langt foran Räikkönen.

Inden sæsonen ligner Vettel den største udfordrer til Mercedes. Det bliver spændende at se, om han kan bringe det stolte team til hæder, som en vis anden tysker gjorde for snart 16 år siden.

Karriere/VM-placeringer:

2003-04: Formel BMW ADAC

2005: Formel 3 (5. plads)

2006: Formel 3 (2. plads), Formel Renault 3.5 (15. plads)

2007: Formel Renault 3.5 (5. plads)

2007: 14 (6 points)

2008: 8 (35 points)

2009: 2 (84 points)

2010: 1 (256 points)

2011: 1 (392 points)

2012: 1 (281 points)

2013: 1 (397 points)

2014: 5 (167 points)

2015: 3 (278 points)