Synes godt om vores Facebook side

Scuderia Ferrari

 

FERRARI logo
Base:
Maranello, Italien
Formel 1-debut: 1950
Motor: Ferrari V6
Chassis: SF16-H
Teamchef: Maurizio Arrivabene
Teknisk chef: James Allison
Teammanager: Maurizio Arrivabene
Antal løb (før 2016): 908
Bedste løbsplacering:  1
Konstruktør VM-titler: 16
Grand Prix-sejre: 225
Pole Positions: 208
Testkørere: Jean-Éric Vergne (FRA), Marc Gené (ESP), Davide Rigon (ITA)
Webside: www.ferrari.com

 800px-Flag_of_Italy.svg[1]

Man tænker ikke Formel 1 uden at tænke på Ferrari. Det italienske “Scuderia” har som det eneste hold været med i Formel 1 lige siden begyndelsen i 1950. Den første sejr kom i 1951 da argentineren, José Froilán González, vandt det britiske grand prix på Silverstone.

Holdet har siden da høstet 225 af slagsen og er det mest vindende hold nogensinde. Både på konstruktør-siden og på kører-siden hvor man i teamet har haft mange store legender. Allerede i 1952 og 1953 drev man italienske Alberto Ascari til VM-triumf. I 1956 og var det så legenden Juan Manuel Fangio og i 1958 Mike Hawthorn.

I 1961 var Ferrari suveræne og vandt for første gang konstruktør-VM og samtidig kører-VM. Det skete da amerikaneren Phil Hill vandt VM foran sin teamkammerat, Wolfgang von Trips. Næste dobbeltmesterskab kom i 1964, da John Surtees vandt VM foran Graham Hill. Resten af 1960′erne forløb rimeligt middelmådigt for italienerne, som måtte vente helt frem til 1975, før den næste store profil kom.

Østrigeren Niki Lauda var kendt for sin perfektionistiske fremgangsmåde i pitten og sit iskolde væsen på banen. Han formåede sammen med Clay Regazzoni at vinde konstruktør-VM i 1975 og 1976 og i 1977 sammen med Carlos Reutemann. I 1975 og 1977 formåede Lauda selv at vinde kører-VM. Begge år suverænt. I 1976 var han også godt på vej, men kom her ud for den forfærdelige ulykke på Nürburgring, hvor han næsten brændte ihjel.

Lauda valgte i 1978 at skifte til Brabham, hvilket gjorde plads til nye stjerner. Næste dobbelt-mesterskab kom i 1979, hvor sydafrikanske Jody Scheckter hjemførte guldet til Maranello. Det skulle til gengæld blive den sidste kørertitel i 21 år.

Der var ellers lagt op til at canadiske Gilles Villeneuve skulle blive den næste store Ferrari-verdensmester, men drømmen endte desværre i 1982 på den belgiske bane Zolder. Villeneuve, som var en stor publikumsyndling, kørte galt og blev slynget ud af bilen. Han døde hurtigt af sine kvæstelser. Det lykkedes dog Villeneuves stand-in, Patrick Tambay, og Didier Pironi at hjemføre konstruktør VM. Året efter gjorde Tambay det igen sammen med René Arnaux.

Op igennem slut-80′erne og frem til midten af 90′erne lå Ferrari i et dødvande lige uden for den rigtig sjove del af feltet. Kun i 1990 var man rigtig tæt på at vinde, men Alain Prost måtte se sig slået af Ayrton Senna i sæsonens sidste løb.

I midten af 90′erne var Ferrari efterhånden desperate efter succes. Tre faktorer var med til at vende det hele på en tallerken: Teamchef Jean Todt, teknisk chef Ross Brawn og Bennetons dobbelte verdensmester, Michael Schumacher. Todt var startet allerede i 1993. Schumacher og Brawn kom til teamet i 1996. Her kæmpede man med en upålidelig bil, og haltede konstant efter Williams. Både i 1997 og 1998 kæmpede Schumacher med om VM-titlen, men blev slået på målstregen af henholdsvis Jacques Villeneuve og Mika Häkkinen.

Året efter kørte Schumacher galt på Silverstone og brækkede benet. Det blev derfor teamkammerat Eddie Irvine der kæmpede om titlen, men blev slået – også af Häkkinen. Til gengæld formåede han at vinde konstruktør-VM sammen med stand-in, Mika Salo og Schumacher der vendte tilbage i de sidste løb.

2000 blev endelig Ferrari og Schumachers år. Firkløveret Todt, Brawn, Schumacher og Rubens Barrichello hjemførte begge titler. Dette blev starten på den mest suveræne periode i Ferraris historie. Fra 2000 til 2004 hjemførte man hvert år suverænt både kører- og konstruktør-titel. Kun i 2003 var det ved at glippe, men Schumacher klarede via en 8. plads i sidste løb på Suzuka, Japan, at vinde VM foran Kimi Räikkönen. 2004 markerede Ferraris mest suveræne sæson nogensinde hvor Schumacher sluttede som nummer 1 med 148 point og Barrichello nummer 2 med 114 points. Nummer 3, Jenson Button, havde kun 85 points.

Derefter var det som om, at de andre teams fandt nøglen, og fik indhentet Ferrari. Teamet og alle dets tifosier sagde i 2006 farvel og tak til legenden Schumacher, som valgte at indstille karrieren (i hvert fald for en tid). Først i sidste løb tabte han endegyldigt titlen til Fernando Alonso. Året efter, i 2007, vandt man begge VM-titler, da den nye førstekører Kimi Räikkönen vandt i sidste løb i Brasilien. Det gjorde han bare ét point foran Fernando Alonso og Lewis Hamilton i McLaren i en legendarisk finale.

Siden da har Ferrari ikke vundet nogle titler. Man var tæt på, både i 2008 med Felipe Massa og i 2010 og 2012 med Fernando Alonso. I 2014 hentede man Kimi Räikkönen som makker til Alonso, men bilen og motoren var aldrig rigtig konkurrencedygtig og sæsonen blev den første uden sejr siden 1993.

Året efter blev Fernando Alonso skiftet ud med Sebastian Vettel. Det gav et nyt pust, og Ferrari hentede tre sejre med Vettel og yderligere ni podiepladser. Det gjorde dem til det bedste team  efter de suveræne Mercedes. Ferraris mål for 2016 er at indhente tyskerne.

VM-placeringer (sidste 5 år):

2011: 3 (375 points)

2012: 2 (400 points)

2013: 3 (354 points)

2014: 4 (216 points)

2015: 2 (428 points)