Synes godt om vores Facebook side

Optakt: Spaniens Grand Prix

Foto: Getty Images

Foto: Getty Images

Introduktion:

Efter løbet i Sochi er feltet nu kommet til den første af de traditionelle europæiske baner.

Denne weekend gælder det en af de mest velkendte baner på hele Formel 1-kalenderen. Circuit de Barcelona-Catalunya, som ligger i Montmeló lidt nord for Barcelona, har været på Formel 1-kalenderen siden 1991, hvor den overtog hvervet fra Jerez. Banen er godt kendt blandt alle Formel 1-fans, men specielt også af kørerne, da den i mange år har været brugt som test-bane både før, midt i og efter sæsonen. Der er dermed intet overladt til tilfældighederne.

Grand prix’et har været godt besøgt siden 2003 efter at Fernando Alonso begyndte at få succes. Det er en bane med et godt mix af hurtige sektioner og krævende sving, som slider en del på dækkene. Underlaget er forholdsvis ujævnt, hvilket gør bilerne svære at sætte rigtigt op. Banen undergik for nogle år siden en renovering af næstsidste sving, da man kortede svinget af og indlagde en chikane på vej til sidste sving. En rigtig udgang herfra og rundt i New Holland-svinget er livsvigtig for at få den rette fart med ud på den lange langside.

Rekorden for flest sejre på banen har Michael Schumacher med hele seks. Dog har der de sidste 10 sæsoner været ni forskellige vindere, og kun Fernando Alonso og Kimi ¨Räikkönen har vundet mere end én gang (begge to) af de nuværende kørere.

Forudsigelser:

Kan nogen stoppe Nico Rosberg? Det er det store spørgsmål. De tre potentielle udfordrere må sige at være Lewis Hamilton som favorit og derefter Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen. En Ferrari-sejr vil dog kræve held og en ekstraordinær indsats, da Mercedes simpelthen virker for stærke for tiden.

Det store samtaleemne op til dette løb må dog siges at være Red Bull og deres kørerrokade. Alles øjne kommer til at hvile på Max Verstappen for at se, om han kan leve op til opgaven. Han skal dog i første omgang fokusere på at vænne sig til bilen og forsøge at slå Daniel Ricciardo. Omvendt bliver det også spændende at se hvordan Daniil Kvyat reagerer på sin degradering.

Hans Toro Rosso er en del af et stort midterfelt, hvor rollerne endnu ikke er fordelt. Williams ligger lige uden for top 3 og ånder Red Bull i nakken, mens Haas, Mclaren, Force India og Renault alle ligger og kæmper for at blive bedre end de andre. De to sidstnævnte har allerede meldt ud at man stiller op med væsentlige opdateringer på aerodynamikken. Sauber kæmper for tiden med likviderne hvilket også spejler sig i præstationerne, da holdet sammen med Manor er de eneste uden points.

catalunya spanien

 

Omgange: 66

Banelængde: 4,655 km

Distance: 307.1 km

Dæk: Pirelli har til weekenden valgt hard (orange), medium (hvid) og soft (gul).

Overhalingsmuligheder: For enden af langsiden, sving 3-4 samt La Caixa (sving 10) er de mest oplagte steder.

Vejret:

Fredag: omkring 20 grader med chance for spredte byger.

Lørdag: omkring 21 grader med chance for regnbyger.

Søndag: Ligesom fredag omkring 20 grader med chance for spredte byger.

TV-tider (dansk tid):

Fredag: første træning 10:00-11:30, anden træning 14:00-15:30

Lørdag: tredje træning 11:00-12:00, Kvalifikation 14:00-15:00

Søndag: Løbet 14:00

 

Sidste år

Nico Rosberg startede sidste år på pole og førte sikkert fra start til slut. Lewis Hamilton startede toer, men blev i starten overhalet af Vettel. Hamilton kunne ikke komme forbi, så Mercedes satte ham på en 3-stops-strategi, hvor briten derved lykkedes med at erobre andenpladsen foran Vettel.

Bottas sluttede lige uden for top 3 lige foran Räikkönen. Kimi var ellers startede 7er men fik sig allerede på første omgang kørt sig op. Felipe Massa og Daniel Ricciardo kørte sig begge tre pladser op og sluttede 6er og 7er. Grosjean, Sainz Jr. og Kvyat sluttede top 10 af.