Synes godt om vores Facebook side

FIA forklarer de nye safety car-regler med holdende start

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Debatten har været stor blandt Formel 1 fans verden over, efter at FIA meddelte, at safety car-reglerne for 2015 vil blive ændret i forhold til dem, som kendes i dag.

Som reglerne er i dag indtager bilerne deres positioner bag safety car og følger den rundt på banen. Når safety car’en kaldes ind i pitten igen er det op til køreren på første pladsen at sætte tempoet, hvorefter løbet er givet frit.

På trods af at feltet bliver bragt tættere sammen i en safety car-periode, så giver det ikke nok overhalinger, mener FIA. Derfor har organisationen besluttet at genstarten skal være holdende, ligesom når løbet starter.

Det har bragt mange panderynker hos Formel 1 fans verden over, da det ved første øjekast virker som en model, der tager tempoet ud af løbet. Nu har FIA til gengæld meldt tilbage om hvordan hele setuppet kommer til at foregå.

“Backmarkers” vil stadigvæk få lov til at overhale og køre op bag feltet.

Når race director (Charlie Whiting) finder det forsvarligt at genstarte løbet, vil lamperne på safety car’en slukke (ligesom nu), og safety car’en køre i pit. Bilerne vil derefter tage plads på gridden efter deres respektive placering.

Det vil kun blive tilladt to medarbejdere fra hvert hold at sidde ved pitvæggen. Resten af mandskabet skal befinde sig i deres pitgarage.

Derefter vil de fem lamper blive tændt og løbet skydes igen igang. Der vil altså ikke være nogen direkte afbrydelse af løbet og heller ingen formationsomgang, som nogle måske havde frygtet.

Der er dog også omstændigheder, hvor holdende start ikke vil blive taget i brug:

Hvis safety car’en kommer på banen inden for løbets første to omgange – eller hvis der resterer mindre end fem omgange. Det samme gælder, hvis race director finder det uforsvarligt med en stående start – f.eks. i regnvejr. Sidst men ikke mindst vil der i et løb heller ikke være stående start hvis løbet er begyndt under safety car.

Om man kan lide de nye safety car regler eller ej, så bliver det spændende at se hvordan det kommer til at fungere i praksis.