Synes godt om vores Facebook side

Den sorte weekend – Søndag

SennaImola: Søndag den 1. Maj 1994 – En skygge hang over Imola. Inden et Formel 1-løb summer paddocken altid af liv. Men ikke denne gang. Folk troede, at sporten var blevet så sikker, men Ratzenbergers dødsfald havde fået folk til at tænke. En del sponsorarrangementer blev aflyst, og kørerne havde svært ved at samle sig om diverse interviews. Der var en trykket stilhed iblandt Formel 1-familien.

Læs eventuel del 1 her og del 2 her.

Det var ikke første gang, at der havde været store uheld på Imola. F.eks. havde både Nelson Piquet i 1987 og Gerhard Berger i 1989 oplevet store crash. Det var begge i samme sving – Tamburello-kurven. Det lange venstresving blev taget i topfart, og hvis man røg af, stødte man direkte ind i en betonmur. Bergers var mest alvorlig, da hans bil gik i brand. Det blev dog hurtigt slukket. Efter Bergers ulykke i 1989 satte både han og Senna sig for, at de ville have svinget modificeret og udbygget afkørselsarealet. Det kunne ikke lade sig gøre, lød beskeden, da der løb en flod bagved. Imola var en farlig bane. Men det var første gang, at den havde slået ihjel.

Arrangørerne var dog blevet enige om, at “the show must go on”. Sådan havde de fleste af de 25 startende kørere det også. Sådan er racerkørere. De fleste fans og folk i paddocken havde nok egentlig ikke lyst til at løbet skulle køres.

Men kørerne linede sig op på gridden, udover Michele Alboreto, som startede fra pitten. Knap var løbet gået i gang, før forbandelsen fortsatte. J.J. Lehtos Benetton stallede på 5. startplads. De fleste formåede at undgå ham, undtagen Pedro Lamy, som hamrede sin Lotus-racer ind i bagenden på Lehto. Vragdele og hjul fløj helt ud på tribunen og kvæstede 9 tilskuere.

Episoden udløste en safety car. Senna havde holdt sin føring foran Schumacher. Der var safety car i fem omgange inden løbet blev givet frit igen på 6. omgang. Senna holdt Schumacher bag sig på hele omgangen og kørte ud på sin syvende omgan. En omgang, der skulle blive hans sidste.

Circuit_Imola_1992[1]Halvvejs igennem Tamburello-svinget fortsatte Sennas Williams pludselig ligeud og styrede direkte ind i betonmuren med lidt over 200 km/t. Under normale omstændigheder kunne man forvente, at Senna selv ville kravle ud af bilen. Men det gjorde han ikke. Der var ingen bevægelse at spore. Der blev med det samme udstedt rødt flag og løbet blev stoppet, så læge Sid Watkins kunne nå frem. Senna blev løftet ud af bilen og der blev ydet lægehjælp i 15 minutter, inden han blev lagt i helikopteren og fløjet til hospitalet i Bologna.

Senna var blevet ramt i hovedet af en stang fra hjulophænget, og Watkins kunne med det samme se på Sennas pupiller, at han ikke ville overleve det. Watkins, som var en rigtig god ven af Senna, har senere udtalt følgende:

“Jeg kunne se, at det var en fatal hovedskade. Så sukkede han og hans krop blev slap. Jeg er ikke religiøs… Men jeg tror, at det var der, at hans sjæl forlod kroppen”.

Hele verden kunne på live-billeder se de mange læger stå omkring Senna og den smadrede bil. Érik Comas, hvis liv Senna havde reddet to år forinden, var ved en fejl blevet sluppet ud af pitten af sit team og han nåede derfor frem til ulykkesstedet. Han steg ud af bilen for at se situationen an, men frøs på stedet over at se de mange læger omkring den bevidstløse Senna.

“Der stod jeg lige ved siden af manden som to år forinden havde reddet mit liv, og jeg kunne intet gøre. Det føltes forfærdeligt”.

Comas var så chokeret, at han ikke stillede op til genstarten af løbet.

Løbet blev genstartet 37 minutter efter ulykken, med alle folk i det uvisse, om Senna ville overleve. Schumacher lagde sig i front foran Berger og Damon Hill. Ulykkerne fortsatte inde midt i løbet, da Michele Alboretos højre baghjul rev sig løs på vej ud af pitten og kvæstede to Ferrari- og to Lotus-mekanikere.

Det satte punktum for en rædselsfuld og surrealistisk weekend, som ingen, der var der, nogensinde glemmer. Michael Schumacher vandt løbet foran Nicola Larini og Mika Häkkinen. Der blev ikke sprøjtet med champagne på podiet af respekt for omstændighederne. Om aftenen samme dag blev Senna officielt erklæret død.

Ingen med et godt Formel 1 hjerte kunne begribe hvad der var set. Den nok største kører gennem tiden var væk. Efter 12 år hvordan kunne man så have to dødsfald og så mange ulykker på én weekend?

Allerede i løbet efter i Monaco var den gal igen, da Karl Wendlinger kørte galt og endte på hospitalet hvor han lå i koma i tre uger. Den ulykke og weekenden på Imola var et wake up call til hele Formel 1-verdenen. Der måtte ske noget for at forbedre sikkerheden. Formel 1-ledelsen gik fuldstændig i selvsving med sikkerhedsforanstaltninger resten af sæsonen for at gøre bilerne langsommere.

Siderne af cockpittet blev forhøjet og selve cockpittet gjort længere. Størrelsen på diffusers og frontvingen blev gjort mindre og tankning under løbet blev genindført. En træplade blev monteret under bilerne for at sikre, at bilerne ikke sugede sig for tæt på banen og fik for meget downforce. Derudover blev der også indført hastighedsbegrænsning i pitten. 80 km/t unnder træning og 120 km/t under løbet.

Ændringerne efter 1994

Ændringerne efter 1994

Mange af banerne blev også modificeret med midlertidige chikaner på de steder, som man vurderede var farlige. Selv Eau Rouge på Spa blev lavet om til en chikane. Imola-banen blev lavet om permanent. Den første Variante Bassa-chikane (hvor Barichello kørte galt) blev rettet ud og Tamburello og Villeneuve-svinget blev ombygget til chikaner for at gøre banen sikker.

Derudover blev GPDA (Grand Prix Drivers’ Association) genoprettet. Det er et forum, hvor kørerne kan diskutere sikkerheden og andre emner i sporten. De fik i årene efter reduceret motorstørrelsen og gjort bilerne mere sikre. De fik i 2003 også indført HANS (Head And Neck Support), som kørere i stort set al motorsport i dag bruger.

Alle havde selvfølgelig været Imola-weekenden foruden. Omvendt gjorde den sikkerhed til det øverste tema i Formel 1-sporten. Den har bragt sikkerheden i sporten til hvor den er i dag. På trods af den vanvittige fart er ingen død siden. Bedst eksemplificeret ved Kubicas crash i Canada i 2007 eller da Felipe Massa blev ramt af en fjeder i hovedet. De er her begge stadig.

Det ændrer dog ikke på, at Formel 1 mistede sin nok største kører den dag i maj. Senna var hjemme i Brasilien lige så stor som fodboldlandsholdet, hvis ikke større. Der blev erklæret tre dages landesorg i Brasilien, for at alle, der havde lyst, kunne lægge vejen forbi São Paulo for at sige farvel til nationens søn.

Sennas kiste blev fulgt den 30 kilometer lange vej fra lufthavnen til sin grav på Morumbi kirkegården i São Paulo af over 1 million brasilianere. Efter bisættelsen blev kisten stillet til offentligt skue i kirken, hvor en op mod 7 timer lang kø dannedes. Gammel som ung, rig som fattig.

Den sorte weekend bliver aldrig glemt. Ratzenberger var en venlig kører med talent. Ayrton Senna var en stor kører, og et lige så stort menneske. Han var knust over Ratzenbergers død men valgte på trods af det at køre løbet. Det er stadig uvist hvad der præcis kostede Senna føret over sin Williams-racer. Det bliver nok aldrig fuldt opklaret. Men det kom senere frem, at Senna havde noget gemt i cockpittet, som han ville have vist frem, hvis han havde vundet løbet.

Det var et østrigsk flag.

Du kan se start-crashet her:

Og Sennas ulykke her:

Billederne fra begravelsen kan ses her: