Synes godt om vores Facebook side

Bottas: Vi kan kæmpe med Red Bull

Valtteri Bottas / Foto: www.williamsf1.com

Foto: www.williamsf1.com

Williams’ Valtteri Bottas mener, at teamet har en god chance for at kæmpe lige op med Red Bull i denne weekends grand prix i Canada.

Williams har indtil videre i år vist, at de er tilbage hvor det er sjovt efter nogle kedelige sæsoner for teamet. I Monaco gik det dog mindre godt, hvor ingen af de to kørere kvalificerede sig i top 10. Bottas måtte sågar udgå med motorproblemer. Han mener til gengæld at Williams kan skabe en god præstation, hvis man formår at få ordentlig varme i frontdækkene, hvilket var et problem i Monaco.

“Jeg tror stadig på at vi kan kæmpe med Red Bull. Det bliver ikke nemt. De forbedrer sig hele tiden, men Monaco var nok deres bedste løb indtil videre”, siger Bottas til Autosport.

“På papiret var Monaco én af de svære for os. Vi skal blive ved med at arbejde på opdateringerne. I teorien bør Canada være en god bane for os med banens lange langsider. Vi ved at der nogen gange kan være koldt i Canada og derfor er vi virkelig nødt til at arbejde på at få varme i fordækkene. Det er vores problem og det går vi efter at løse”.

Williams’ FW36 har også haft lidt problemer med at få grip i bagdækkene. Det mener teamets Rob Smedley at man nu for alvor har løst, og at det bør kunne ses i Canada.

“Holdene var lidt uforberedte på de problemer der kom i Monaco med at få varme i fordækkene. Havde vi været mere klar kunne vi have gjort det bedre i kvalifikationen. Det positive er dog, at det ser ud til, at vi er ved at have løst problemet med at finde mere vejgreb, hvilket er et svært problem at fixe”.

Om Williams’ hårde arbejde kommer til sin ret vil vise sig i lørdagens kvalifikation kl. 19:00 dansk tid.