Synes godt om vores Facebook side

9 Marcus Ericsson

Foto: F1.com

Sauber F1
Alder: 25 år
Fødested: Kumla, Sverige
Bopæl: England
Højde: 180 cm
Vægt: 64 kg
Formel 1-debut: 2014
Antal løb (før 2016): 35
Bedste placering: 8
VM-titler: 0
Grand Prix-sejre: 0
Pole Positions: 0
Antal gange på podiet: 0
Tidligere teams: Caterham
Webside: www.marcusericsson.com

800px-Flag_of_Sweden.svg[1]

Marcus Ericsson er den første svenske kører i Formel 1 siden Stefan Johansson i 1991. Ericssson valgte at forlade karting i 2007 for at køre Formel BMW i England for Fortec Motorsport. Det blev en succesfuld debut for svenskeren, der vandt hele 7 løb og det samlede mesterskab.

I 2008 opgraderede Ericsson til britisk Formel 3, hvor han gjorde en solid indsats med en samlet femteplads. Bl.a. bagved andre kommende Formel 1-kørere som Sergio Pérez og Jaime Alguersuari.

Ericssons første rigtige højdepunkt i karrieren kom, da han i 2009 valgte at skifte den trygge tilværelse i Europa ud med en Formel 3-karriere i Japan. Han vænnede sig hurtigt til det japanske, og som en af kun tre udlændinge i serien satte Ericsson sine konkurrenter til vægs, og vandt titlen med fem sejre og i alt 11 podiepladser.

Det gjorde, at Ericsson fik lov at teste for Brawn, efter at teamet lige havde vundet VM. Ross Brawn udtalte, at han var imponeret over Ericssons modenhed, når det kom til kørestil og feedback.

Ericsson skiftede i 2010 til Super Nova-teamet i GP 2. Han scorede en enkelt sejr i Valencia, men ellers blev det ikke til mange point og kun en samlet 17. plads. I 2011 skiftede han til iSport og opnåede en samlet 10. plads med to podieplaceringer. Året efter, stadigvæk hos iSport, fik han sin anden sejr på Spa, efter at have kørt et solidt løb med en god strategi. Det blev til yderligere fire podiepladser og en samlet 8. plads.

2013 bød på svenskerens fjerde GP 2-sæson. Han kørte nu for DAMS, og var en af favoritterne til titlen. Desværre fik han en langsom sæsonstart, som ødelagde hans chancer. Han fik dog kæmpet sig tilbage med fem podiepladser, heriblandt en sejr i Tyskland. Det rakte til en 6. plads.

I 2014 lykkedes det så Ericsson og hans sponsorer at få et F1-sæde hos Caterham, efter at have lagt et godt beløb i pungen på det malaysiske team. Ericsson kunne ikke udrette meget i en impotent bil og sluttede sæsonen uden points med en 11. plads i Monaco som bedste resultat. Det finansielt ramte hold stillede ikke engang op til de sidste tre løb.

Det lykkedes heldigvis Ericsson at få et sæde hos Sauber for 2015. Her måtte han dog ofte se sig udkonkurreret af sin roookie holdkammerat Felipe Nasr. Ericsson formåede at komme i pointene fem gange og scorede i alt 9 point.
2016 byder på endnu en sæson ved siden af Nasr, hvor Ericsson skal prøve at slå sin makker.

Karriere/VM-placeringer:

2007: Formel BMW UK (Mester)

2008: Britisk Formel 3 (5. plads)

2009: Japansk Formel 3 (Mester)

2010: GP 2 (17. plads)

2011: GP 2 (10. plads)

2012: GP 2 (8. plads)

2013: GP 2 (6. plads)

2014: 19 (0 points)

2015: 18 (9 points)